Sådan nyder du din kaffe på bedste vis

Masser af kaffebønner

Stort set alle danskere nyder en kop kaffe dagligt, og de fleste nyder endda mere end en kop om dagen. I gamle dage gik man ikke så højt op i hvordan kaffen blev lavet, men idag er det for nogle blevet en hel religion, at få brygget den rigtige kop kaffe. For en kaffejunkie som undertegnede er det også vigtigt at kaffen er velsmagende og jeg er faldet over seks gode råd fra Merrild til at få den optimale kaffeoplevelse. 

6 gode råd til at få den bedste kaffeoplevelse

Råd nummer 1: Lad kaffen blive i emballagen

En del mennesker hælder deres kaffe over i en beholder, når de tager en ny pose op. Dette skal man lade være med, for ilt nedbryder aromastofferne. Kaffen har altså bedst af at blive i den originale emballage, også selvom du synes at det vil være mere praktisk at have den i en bøtte.

Råd nummer 2: Put kaffen i køleskabet

Kaffen beholder både smag og aroma længere, hvis den opbevares køligt, så gør det til en vane at opbevare kaffen i køleskabet, i stedet for at have den stående på køkkenbordet eller i et skab.

Råd nummer 3: Brug koldt postevand til at brygge kaffen

De to ovenstående råd er måske nogle du har hørt før, det havde undertegnede hvert fald, men råd nummer 3 er mere ukendt. Kvaliteten af vandet kaffen brygges på, har betydning for smagen. Okay man kunne nok godt tænke sig til at kloakvand ville give en speciel bismag, men skal man have den bedste smag af kaffen, skal man bruge koldt postevand.

Råd nummer 4: Opvarm mælken inden den tilsættes

Jeg tror ikke jeg kender én eneste, der drikker kaffe med mælk i, som opvarmer mælken inden de hælder den i, men kold mælk ødelægger både smag og aroma. Så hvis man vil have den ultimative kaffeoplevelse, hvis man vel og mærke drikker kaffe med mælk i, så skal mælken opvarmes før den hældes i kaffen.

Råd nummer 5: Nyd duften af kaffe inden du drikker

Kaffeduften er helt fantastisk, og for at maksimere oplevelsen, skal man tage sig tid til at dufte til kaffen, inden man smager på den. Det skyldes at næsen nemmere kan opfatte de mange facetter af kaffen end munden kan, så giv dig tid til at dufte til kaffen.

Råd nummer 6: Brug kaffen på to uger

Når først man har taget hul på kaffen, skal den helst bruges inden to uger, for ikke at miste smag og aroma. Hvis ikke man kan nå det, så skal man fryse den ned for at forlænge holdbarheden.

Jeg håber at ovenstående råd kan hjælpe dig til at få det maksimale ud af kaffen, det kan man jo lige så godt, når man alligevel drikker den hele tiden.