De fleste af os har oplevet det – en ven eller veninde er i krise, samtidig står man selv magtesløs på sidelinjen, fordi man ikke aner hvad man kan gøre for at hjælpe. Jeg tror, at det er en hyppig problemstilling, derfor vil jeg i dette indlæg forsøge at sætte mine tanker på emnet. Forhåbentlig kan det være nyttigt for nogen derude.

Følelsen af afmagt

Hvad kan jeg gøre? hjælper det overhovedet? er det bare tomme ord jeg slynger ud lige nu? – er nogle af de spørgsmål, som jeg har stillet mig selv gennem tiden. Og det er afsindigt svært, at hjælpe venner og bekendte, hvis man har svært ved at sætte sig i deres sted. Hvordan skulle man også kunne det?

Jeg har en ven som tidligere har lidt af overspisning – det blev så slemt, at han blev syg. Eftersom jeg er en af hans nærmeste, var det naturligt, at der var mig han kom til, når han havde brug for at snakke om sit problem. Og jeg ville hellere end gerne hjælpe, men jeg anede ikke hvordan – det gav mig følelsen af afmagt.

Du behøver ikke snakke, bare lyt

Vi har ofte en tendens til at overtænke alting. Det gjorde jeg også i forbindelse med min ven, der gik lang tid før jeg fattede, at jeg ikke behøvede at komme med nogle vise ord – min kammerat havde derimod bare brug for at komme ud med nogle følelser. En krise som denne, er en uhyrlig tung byrde at bære alene.

Det som er vigtigt at forstå, er at det absolut vigtigste er at du er der for din ven eller veninde. De ting du siger, har i sidste ende ikke den store betydning. Så længe at de mennesker omkring dig, kan mærke at du er der for dem, kan I nå rigtig langt, sammen.

Dette var et lille udsnit af nogle af de tanker jeg har gået rundt med, håber at du kan bruge dem til noget i dit eget liv.